Om ikke at mene noget

Om ikke at mene noget

Og stadig have holdninger og være interesseret.

Længere ‘rant’ om meninger og holdninger.

Jeg er ved bevidst og systematisk at afpolitisere mig selv, så jeg kan være interesseret og ligeglad på én gang.

Det er en mærkelig proces.

Her er en række store temaer, som kan interessere mig – men som jeg ikke har en færdig mening om.

Jeg er lykkedes ret godt med ikke at mene om Biden/Harris eller Trump er bedre/værre. Jeg ser mest det gensidige had.

Jeg er lykkedes næsten fuldkommen med ikke at mene noget særlig om corona og med slet ikke at vide noget. Jeg mener stadig noget om en uheldig håndtering, men det er det.

Omskæringsdebatten er jeg også lykkedes med at undgå nogenlunde. Jeg kan faktisk godt se argumenter for, at man ikke forbyder omskæring helt, selvom jeg har svært ved at finde tilstrækkelig gode argumenter. Det tilskriver jeg muligvis, at jeg har så lidt personlig erfaring med religion og hvad det gør for ens identitetsdannelse.

Mht Køn og ligestilling, så mener jeg noget om de gode hensigter, men har stadig den mening, at mænds ligestilling får for lidt opmærksomhed, relativt.

Mht de nye kønsbegreber, så mener jeg heller ikke så meget. Ikke andet end, at det kan virke forvirrende. Jeg anerkender at der er basis for en konflikt.

Mht MeToo bølgen – så kan jeg se den fra flere sider og endda flere end to. Det er interessant at se hvor brudfladerne dukker op – og hvor meget indestængt vrede der ligger og venter på at blive luftet. Det ser ikke sundt ud.

Mht klimaforandringer, så mener jeg ingenting og har ikke gjort det i årevis – ikke andet end, at uanset hvad, så er det meget godt for menneskene at have noget at gå op i og at det kan skabe jobs og politiske mål, som næppe i sig selv er skadelige. Men jeg ved det jo ikke.

Mht indvandrerspørgsmålet, så er min mening heller ikke specielt afklaret. Den er snarere resigneret. Det er hvad det er og udviklingen er uafvendelig. Det er selvfølgelig noget man kan diskutere. Men please – lad være med det lige her.

En erfaring jeg gør mig er, at fordi jeg ikke har taget endelig stilling ‘for og imod’ og ikke har tilsluttet mig et ‘hold’, men samtidig tillader mig at tilkendegive meninger om konkrete ting, som måske for nogle peger i den ene eller den anden retning vedr. ‘holdene’, så bliver det af de fleste opfattet som om jeg enten er ‘en af os’ eller ‘en af de andre’.

Og meget ofte bliver jeg ‘forstået’ baseret på et enkelt opslag eller en kommentar. De senere år har jeg endda somme tider vidst, at jeg skrev et opslag, som pegede i én retning og så har jeg skrevet et andet opslag lige efter, som genoprettede balancen. Men de fleste ser kun det ene. Tror jeg.

De fleste er fuldkommen ligeglade med hvad jeg mener. Hvilket er godt. Hvis de læser hvad jeg skriver, så tager de det til efterretning og uanset om de er enige eller ej, så påvirker det ikke så meget.

Men enkelte opbygger et ‘billede’ af hvem jeg er og hvad jeg måtte mene.

Rigtig mange vil gerne være facebookvenner fordi de finder en ‘ven’ der tilsyneladende er enig med dem. De findes i de grupper, som oplever sig selv som ‘mindretal’ eller ‘foragtede’ af magteliten. Det sker fordi jeg ret ofte skriver de ting, som ‘man’ ikke må.

Andre vil absolut ikke være i stue med mig. Det er dem, som opfatter sig selv som ophøjede og er vrede på de foragtelige, der har de forkerte meninger. De mener slet ikke, at man skal give plads til noget, som de opfatter som objektivt forkert og vildledende eller ondt. De vil naturligvis ikke finde sig i, at man skriver noget ‘forkert’ eller ‘ondt’. Det skal ikke være der.Og nej, jeg skriver ikke for at provokere.

Jo – jeg er (som de fleste vil vide) ganske selvoptaget, men ikke på denne måde.

I de seneste par år har det stået mere og mere klart for mig, at den udvikling i hvordan man har holdninger og giver sin mening til kende – er SELVE problemet. Og det er som bekendt en udvikling, som understøttes og gødes af den måde de sociale medier fungerer på. De lægger en lille bitte smule op til, at man giver sig selv ro ved at finde sin flok ulve at hyle iblandt.

Det vil jeg ikke. Derfor vil jeg fortsat undersøge mulighederne for, at skille mig af med mine meninger uden at blive af med mine holdninger og min interesse for verden.

Og – jo, der er en helt fundamental og afgørende forskel på holdninger og meninger, selvom Løkke engang for mange år siden ikke kunne redegøre for det: Meninger er små og konkrete: ‘Forbyd cigaretrygning’. ‘Cigaretter skal koste 60 kr’.

Holdninger er større og mere generelle – som fx: Cigaretrygning er skadelig. Og: Staten skal regulere skadelige ting.Den første holdning er baseret på ‘fakta’ – som man så kan diskutere (fx hvor ‘ubestridelige’ fakta skal være, før de ikke kan diskuteres længere). Den anden holdning er mere fundamental og leder til filosofiske diskussioner (fx om hvad en stat skal være).

Jeg ville ønske, at vi som samfund var bedre til at diskutere holdninger på mere fundamentalt niveau. Det er vi ikke. Vi slås om ‘fakta’ og om meninger om hvorvidt cigaretter må koste 36kr.

Det orker jeg bare ikke længere. For de fleste har helt mistet ‘holdninger’ af syne.

Det gælder ikke mindst vores politikere. Så de hiver i hver sin side af en karton cigaretter – og tror det er DET, der er det vigtige.

Det er det ikke.

Leave a Reply