Om forbudte ord

Forlaget Gyldendal genudgiver nu Halfdan Rasmussens værker i redigeret form, hvor bestemte digte med bestemte ord, som man i visse kredse ikke kan lide, er pillet ud. Gyldendal gør opmærksom på det – og begrunder det blandt andet med hensynet til børnene. De evige børn.

I min barndom og ungdom var amerikansk indflydelse noget som var den højtduddannede del af venstrefløjen meget imod. Den amerikanske kulturimperialisme var en trussel mod Danmarks selvstændighed og det var et tegn på vores status som vasalstat og vel nærmest nykolonialiseret satellit-land og buffer-zone ifht. amerikanernes nyudpegede fjende: Sovjetunionen.

Nu er det venstrefløjen og de højtuddannede der mere end nogen importerer særlige amerikanske værdier, som i disse år dominerer den side af amerikansk kultur de kalder ‘liberals’.

Historiens pust

Hvis man læser nyere amerikansk historie er det ikke svært at se, at de der N-ord, som striden står om, vitterligt har en væsentlig betydning i den kontekst. Det bliver straks lidt vanskeligere at overføre til danske forhold.Derfor kan det forekomme en smule søgt, at man kalkerer et amerikansk problem 1:1 og farer voldsomt i flint og ikke tør lade de ord blive stående af angst for at provokere nogen.

I en dansk kontekst ville det give mere mening at fjerne ord som ‘livegen’, ‘tyende’, ‘fæstebonde’ og så videre.Men der er bare ikke længere nogen som identificerer sig med dem der var undertrykt og ringeagtet af de magtfulde stænder.Og der er heller ikke nogen der bruger ordene andet end i en historisk sammenhæng.

Om et par generationer vil man se tilbage på vor tids følsomhed overfor disse ord – ryste på hovedet og forsøge at forstå, at det åbenbart var noget nogle følte meget stærkt.
På linje med 100 år tidligere, hvor man kunne blive meget forarget og/eller ophidset over en dame der viste et stykke med ankel under kjolesømmen.
Sådan skifter tiderne.

Men alt det betyder ingenlunde, at det er ‘neutralt’ at sige de ord eller at man kan dække sig bag påstande, belejligt udtrukket af ordenes etymologi. Det handler om hvordan vi opfatter tingene.

Kunsthistorien og det oprindelige

I kunsthistorien har det igennem mere end 100 år været helt entydigt, at man altid har søgt at få værket til at stå som det stod originalt. Man har fjernet gammel fernis og gamle restaureringer med ‘forbedringer’ på malerier og arkitektur og man har genskabt kønsorganer og fjernet figenblade på klassiske statuer. Man har genindført de frække og upassende passager i litteraturen. 
Alt sammen af hensyn til kunstens autenticitet og for at sikre at værket står som oprindeligt, så man så tilnærmelsesvis som muligt, ser det i sin rette form og kan tage stilling.

Nu skal vi altså igen se kunsten redigeret af andre, som har helt andre motiver og forudsætninger for at gøre det, som de selv har besluttet uden at tage kunstneren i ed – for ‘selvfølgelig ved jeg da, at han ville have været et ordentligt menneske, ligesom jeg selv er det’. Ligesom velmenende mennesker har fjernet statuernes tissemænd og andre krænkende elementer fra kunstværker – har vi idag fået den opfattelse, at nogle bestemte ord ER krænkende – og pludselig hinsides sædernes forandring, ikke længere – og aldrig igen – kan tåles at ses og høres af børn og følsomme sjæle. Det ER bare sådan – fordi ‘det føler vi, så det véd vi’.
Det er i visse sammenhænge en misforstået hensyntagen. Ikke fordi man ikke må tage det hensyn selv. Men det er et personligt valg og ikke et valg man uden bevidsthed om egen forankring i en foranderlig historie, bør tage på andres vegne.

Redigering eller censur

Det er godt, at det ikke er sådan, at Gyldendal bare fjerner digtene og ikke siger noget. Men det er ikke uproblematisk at de udelader dem. Og det er slet ikke acceptabelt, når nogen vover at tage forfatteren til indtægt for, at selvfølgelig ville det da være det rigtige at gøre.

Det er ikke censur – som nogle hævder. Og det er selvfølgelig heller ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Der kan ytres rigeligt i mange andre sammenhænge og det er forlagets egen beslutning om de vil udgive en bog eller ej.

Inde i de klare boder
Ved man hvad de stakkels poder
de kan tåle at få høre 
i det lille barneøre

Det er vigtigt at man fjerner
Det der inficerer hjerner
med racistisk tankemørke
derfor denne åndens tørke

Digteren man straks kastrerer
fjerner ord og censurerer
til man ikk' kan finde mere
som kan nogle provokere

Ja, bøger produceres med en redaktør. Men redaktøren er i dialog med forfatteren og bliver enig med forfatteren om hvad der skal med og ikke skal med. Og når de er blevet enige og bogen er udgivet, så er bogen et værk. Og så er det værk færdigt. Det kan ikke engang forfatteren selv ændre på. Men han kan da medvirke til en ny redigeret udgave.

Der er derfor forskel på om man udgiver nogle af Halfdan Rasmussens digte i antologiform eller i udvalg, eller om man påstår at ‘nyudgive’ hans værk. Nyudgiver man værket, så udelader man ikke enkelte digte. For så er det ikke længere det samme værk. Uanset hvor velmenende motivet er – og hvor rigtigt man synes det er at gøre.

Den amerikanske kontekst

Hvad angår den amerikanske følsomhed overfor det såkaldte n-ord, så skal man tage i betragtning at i en amerikansk sammenhæng er der helt helt andre historiske rammer, som på en helt anden måde retfærdiggør følsomheden overfor det ord og andre;

Tilstedeværelsen af millioner af efterkommere af sorte slaver, en historie med segregation, Jim Crow love, lynchninger og decideret hadefuld og rædselsfuld behandling af den sorte befolkning – helt op til vor tid, har givet masser af god grund til ikke at tage let på disse ting. I Danmark har vi mig bekendt ikke haft noget der ligner Jim Crow love, segregation eller raceoptøjer, omend vi helt klart har haft – og har – masser af åbenlys eller skjult og uerkendt racisme.

I Danmark er det nærmest som om det med stor viljekraft er lykkedes at indføre problemet – for at kunne minde lidt om USA. 
Ordet ‘neger’ støder formodentlig lige så meget i Danmark, som ordet ‘Black’ – brugt i stedet for ‘African American’ – støder visse steder i USA. Det andet n-ord er ladet på en helt anden måde.

Ordet ‘Hottentot’ er et gammelt udtryk – og kan næppe føles personligt krænkende for ret mange mennesker i en dansk kontekst. Derfor vil de fleste da selvfølgelig tage det hensyn ikke at bruge ordet hvis man skriver om Khoikhoi folket i vore dage. Men Halfdan Rasmussen er ikke ‘i vore dage’. Han er en forfatter fra gamle dage – en historisk figur. Uanset at man genudgiver ham.

Det fjerner selvfølgelig ikke, at nogle kan føle sig krænket af det ord. Og det bør man da også tage hensyn til. Men det er vigtigt at bevare overblikket og forstå, hvornår man mister fodfæstet og farer hærgende igennem vores allesammens historiske virkelighed – for at tilpasse den tidens smag og følsomheder.

Da jeg læste på universitetet lærte vi at blive forargede over at man redigerede i historiens kunstværker efter tidens smag.
Der blev bevilget penge til at rulle historiens indgreb tilbage og restaurere kunsten og litteraturen, så den ikke var præget af tidligere tiders smagsdomme, forargelse og anden god vilje.

Nu er det så blevet god stil at redigere.
Verden forandrer sig – og Halfdan Rasmussens digte skal også nok engang blive så gamle, at de dukker op igen og ikke længere vækker anstød med ‘forkerte ord’.
De tider hvor man sagde, at folk måtte tåle at blive fornærmet er (midlertidig) forbi.
Og så må vi jo bakse med de problemer det giver.

Skriv et svar