Rækken af ‘hobbies’ bliver ved med at få nye tilføjelser. Men samtidig fokuserer de bedre. Jeg har taget hul på min nyeste nørdede hobby: Skrivemaskiner. De manuelle (primært eller kun – tror jeg).
Det, som interesserer mig, er de teknologier som man bruger kreativt. Skriveteknologier er en af dem og skrivemaskinen er for tiden den jeg er mest fascineret af. Pennen er en fantastisk opfindelse – især, synes jeg, fyldepennen. Men skrivemaskinen er den teknologi, som fører skrivning ind i den industrielle tidsalder.
Ligesom trykpressen er effektiviseringen og teknologiseringen af bogproduktion og bogkultur i reproduktionens ende af værdikæden, således er skrivemaskinen udtryk for en tilsvarende, men ikke identisk, udvikling i selve skriveprocessens ende af den kæde.
Forskellen på en håndskrevet og illumineret kopi af et værk, således som de blev fremstillet i middelalderen – og de industrielt producerede bøger, som gjorde bøger til snart sagt hver-mands-eje op igennem seksten- og syttenhundredetallet, er parallel til forskellen på en tekst forfattet med pen og en tekst forfattet med tastatur.
At kunne skrive ‘et værk’ på en maskine, således at det direkte og umiddelbart står prentet på papiret med de fleste af de kvaliteter en trykt bog gør, er en ‘forkortelse’ af vejen fra hjernens impulser, til formidlingen af de samme impulser. På den måde er skrivemaskinen et eksempel på et medie – ikke et massemedie – men en medieteknologi, som medierer – altså stiller sig imellem – og letter, forenkler, forvandler, således at den enes tanke kan fodre den andens.
Det er også en teknologi, som, i sin medierende funktion, griber ind i denne tankes form og formgivning. Den gør noget ved det man kan tænke og det kan kan formulere. Det er for eksempel et spørgsmål om hvor uhindret tanken kan få fast form. Hvor meget man ‘sinkes’ og hvordan denne forsinkelse, får én til at tænke anderledes, censurere sig selv anderledes, inspirere sig selv anderledes, rette sig, justere, genbesøge, redigere …
Der er forskel på at skrive med blyant, kuglepen, fyldepen, manuel skrivemaskine, elektronisk skrivemaskine, tekstbehandlingsanlæg og online laptop. Og – som det seneste skud på stammen: AI assisteret skriveproces.
Det er både små og store forskelle. Det er ikke nogen nyhed. Jeg vil vædde på, at man har kunnet tænke tilsvarende tanker, når man ristede runer i sten – i forhold til, når man hakkede dem ned på et stykke træ og sendte som ‘sms’ til ens udkårne om, at mødes bag det røde hus nede ved havnen (Jeg erindrer at have læst om sådanne beskeder på de runetekster, man fandt i Bergen for nogle år siden).
Det interesserer mig.
Da jeg læste film- og medie-videnskab var det jo i meget høj grad hængt op på ‘massemedier’ og på hvordan massemedierne – film, tv, radio, aviser og til sidst internet – var påvirkningsplatforme. Det var sociologisk, det var kvantitativt og kvalitativt ifht hvad der skete med ‘brugerne’ af de fremstillede medietyper. Det var ‘kultur’ med fokus på brugen af kulturen, som allerede var fremstillet. Der var da diskussioner om, hvad ‘bæremediet’ gjorde ved hvad der kunne fremstilles og ville blive fremstillet. Der var ‘the medium is the message’ McLuhan tanker og mange andre.
Men det er noget andet, at sidde ‘i sig selv’ – nedsænket i sit valgte medium/medie – og mærke efter hvordan en pen gør noget andet ved ens tænkning, end en skrivemaskine gør. Og hvad forskellen er på, om man – som jeg gør nu – sidder på en bærbar med tastatur, internetadgang og mulighed for automatiske rettelser, og så om man sidder med en manuel skrivemaskine med et stykke papir i, som modtager en blækpåvirkning gennem et farvebånd, som bliver ‘banket’ på af en skrivemaskines ‘hammer’, som sidder i den anden ende af en mekanisme, der ‘får det til at ske’, når ens finger rammer en tast med tilstrækkelig og afmålt kraft.
Den direkthed er speciel. Det ‘ikke så fortrydbare’ det urettelige ved, at hamre sin finger ned i tastaturet. Det ‘sidder i én’ og giver ‘en pause – altså sinker processen med x antal millisekunder. Forbindelsen mellem tanken og fingeren er meget direkte.
Jeg skriver mange fejl på mit notebook-tastatur. Dem retter jeg efterhånden. Men når jeg skriver på en manuel maskine, kan jeg ikke lige så godt skrive fem fejl. Jeg kan ikke vælge et andet ord. Jeg kan ikke gå tilbage i teksten og fjerne, ændre og så videre.
Rettelak er snyd og det er dårligt. Jeg skal være opmærksom på en anden måde.
Mere om det en anden gang.