Foragt som brændstof

Det er foragten for Paludan, som skaber hans succes. Det er den gensidige foragt, der definerer hvem der er med ham og hvem der er mod ham. Og det er denne foragt, som er brændstoffet Paludans kampagne kører på. Jo mere foragt – des stærkere sammenhold blandt hans tilhængere.

Foragt som kampagnestrategi

Det egentlige tema i valgkampen er FORAGT. Og hvordan foragt virker. Det har Paludan sørget for. Og næsten ingen blandt hans modstandere forstår det.

Der er foragt på kryds og tværs og den ødelægger muligheden for en politisk dialog. Følelsen af selvretfærdig harme frikender alle dem der har den følelse, fra at gå ind i en egentlig debat med ens politiske modstandere.

Og når kun følelsen er tilbage – så er alle adfærdsregler suspenderet.
Det går rigtig stærkt med at rulle ned ad det skråplan i denne valgkamp.
Vi har brug for noget andet. Men næsten ingen bidrager til at flytte kursen.

Hvis man i valgkampen ser på hvem der vinder på lige præcis foragten, så kan man se til Paludan, der direkte spiller på de andres foragt for ham, ligesom hans egen politik er fuld af foragt. Han går styrket ud fordi han viser foragt. Og fordi andre viser ham foragt. Hans vælgere er dem der føler sig hånet og nedgjort og foragtet. Og de reagerer med foragt – både for ‘de fremmede’, som det hedder. Og for ‘etablissementet’.
Det er følelsesmæssigt meget ‘appellerende’ i forhold til bestemte segmenter i befolkningen. Og det virker helt tydeligt.

Gensidig foragt

Men foragt har det svært, hvis der ikke er gensidig foragt. Den får ikke samme succes. Hvis foragt mødes med seriøsitet, anerkendelse og lytten, så kan den have det svært. Det handler ikke om respekt eller om at kunne lide sin modstander. Det handler om at kunne være i stue, forstå og lytte.
‘Etablissementet’, venstrefløjen og ‘de pæne’ kan ikke opnå ret meget med deres foragt og deres bestyrtelse. De kan kun håbe på, at konsolidere deres fællesskab omkring deres fælles værdisæt, når de viser foragt for Paludan. De kan ikke flytte stemmer på det.

Men Paludan kan suge tilhængere ved at være den foragtede.Fuldkommen som Trump gjorde. Hans tilhængere har følt sig foragtede lige siden Fremskridtspartiet i den sene udgave og siden Dansk Folkeparti blev stiftet. De føler uretfærdigheden over ikke at kunne komme til orde med deres bekymring, som udtrykkes i foragt for både indvandere og det politiske etablissement. De føler sig ikke hørt og ikke anerkendt.

Derfor elsker de Paludan, som med sin adfærd viser, at han lige præcis foragter dette etablissement og med sin politik viser, at han vil ‘løse’ problemet med indvandring én gang for alle – sådan som de stærke følelser får mange til at tænke, når de har fået nok og skriger efter, at sætte foden ned og stoppe det, som de opfatter som en aktiv bekæmpelse af deres identitet og et tyveri af det der er deres.

Selvretfærdighed og anstændighed

Når det er så svært at lade være med at fodre Paludan (Trump), så handler det om selvfølelsen. Det handler om, at det er vigtigt at vise alverden hvem man er. Og det er næsten ikke til at bære, hvis man ikke kan vise andre hvor god man er – ved at kalde Paludan for ‘nazist’ og den slags.

Men hvis man vil vinde over de foragtede – må man overvinde sin selvretfærdighed, sin selvoptagethed og sin forfængelighed – og gå ind i buret til monstret. Man må se i øjnene – at man selv bliver foragtet når man foragter. Og man må begynde at fortælle direkte og i respekt for argumenterne, hvorfor det de siger ikke holder.

Den anstændige adfærd er ikke fordømmelsen og foragten. Den anstændige adfærd er at holde hovedet koldt og at lytte, anerkende og forholde sig til sin modstander. OGSÅ den modstander man bliver meget vred på og meget forarget over og måske endda er fristet til at foragte. Det skal mødes med alvor og med argumenter.

Civiliseret

Når kommunikationen truer med at bryde sammen, så er det den vej der er den nødvendige. Ellers går man i retning af det der er værre, når ord og tanker slipper helt op. Og hvis man ikke tror mig, så kan man studere hvad der foregår – når fredsforhandlere forsøger at påbegynde en fredsproces.
Umenneskeliggørelsen af modparten er det første der skal lægges på hylden.

Det siger jeg. Selvom jeg ikke er bange for at være grov, latterliggørende, ironisk, sarkastisk, perfid, ond, voldsom og så videre. Så længe vi lever civiliseret sammen – kan vi bevare humoren i dens mange afskygninger og vi kan pgså være hårde ved hinanden. Fordi det sker på basis af en fundamental menneskelighed, som vi har til fælles – en gensidig anerkendelse af hinandens værd og værdighed.

Når vi ikke længere kan være humoristiske og når vi ikke længere kan tilgive, så krakellerer civilisationens fernis og hadet titter frem i sin rene form. Og det er det der sker lige for øjnene af os. (og ja, det var også det sammenbrud der skete under muhammedkrisen. Ikke alle kunne tage humoren og satiren fordi de ikke kunne mærke og ikke kunne føle en gensidig anerkendelse af menneskeværd).

Vis den konkrete virkelighed frem

Må jeg foreslå, at man – hvis man vil modarbejde Paludan – trækker eksemplerne på gode, sympatiske og driftige mennesker med indvandrerbaggrund frem og viser åbent og konkret, hvad der ville ske, hvis SKs politik blev ført ud i livet?

Må jeg foreslå, at man viser hvor mange mennesker med udenlandsk baggrund vi har til at medvirke til landets drift i vore dage? Og må jeg foreslå, at man samtidig tager det helt alvorligt, at der er rigtig mange problemer – som ikke bliver mindre – med visse muslimske befolkningsgrupper? (igen med temaet foragt).

Må jeg også foreslå, at man gør meget mere ud af at skabe den nødvendige erkendelse af og accept af, at dén suveræne nationalstat med en homogen befolkningssammensætning, som vi havde stort set intakt helt op i firserne, ikke længere eksisterer og heller ikke kommer tilbage. At verden bevæger sig og ændrer sig – og at det ikke er noget vi kan stoppe eller rulle tilbage.

Det har været forsømt i meget høj grad – og modstand mod denne udvikling er blevet slået ned med foragt og fordømmelse, hån og latterliggørelse. Man har – fra ‘etablissementets’ side, medierne, politikerne og så videre – decideret mobbet dem, der ikke lige var med på den idé med globalisering, indvandring og EU. De blev – og bliver – betragtet som sløve og dumme; den tunge ende. Men det handler mere om værdier end om intelligens. Og man skal ikke tro, at disse mennesker ikke kan mærke foragten.

Jeg tror det ville ændre på noget. Hadet til og foragten for indvandrere – har sit udspring i følelsen af selv at være hadet og foragtet både af ‘de fremmede’ og af ‘etablissementet’. Lad være med at bekræfte den følelse.

Hvis man vil vide mere om hvordan foragt virker – kan man begynde med Torben Sangils artikel i Zetland. Her skriver han blandt andet med udgangspunkt i Arthur C. Brooks bog om foragt i det amerikanske samfund.