Efter otte år som pensionist og efter at have ‘stemplet ud’ af de store mediers nyhedsstrøm, har jeg kunne træde nogle skridt tilbage og mærke nogle andre ting, end den evigt stressende brusende flod af indtryk, som holder os kørende og flydende på en overflade af information og indtryk og påvirkninger.
Man begynder langsomt at kunne tænke. Bare lidt.
Det betyder noget for, hvordan jeg ser kommunikation, medier og virksomheder. Hvad er ens og hvad skiller sig ud? Og hvad betyder noget og hvad er ligegyldigt?
Jeg tror på, at skift i teknologi også betyder skift i kommunikation, i tempo og i dybde. Det er ikke for at forlade ny teknologi, at jeg igen udforsker tidligere teknologier og hvad de gør ved ens tanker og forståelse. Det er fordi der faktisk ér en forskel og fordi den forskel ikke er let aqt fange.
Jeg bruger en skrivemaskine. Unge mennesker er fascinerede af skrivemaskiner. De mærker noget er anderledes og de griber den mulighed, som de aldrig før har haft.
Vi andre – som er vokset op med de gamle ikke-digitale teknologier har måske et mere kynisk eller måske bare nostalgisk forhold til det. Vi ser ikke så let forskellene for hvad de er i sig selv, men ser dem i et historisk lys.
Disse erkendelser er ikke noget man kan fange i en workshop og en brainstorm. Det er noget, der undslipper omtanken og forestillingsevnen. Det er noget, der skal opleves over længere tid.
Og når man så har mærket det, kan man godt se – at her er noget egentligt og fundamentalt, som milliarderne af terabyte og petabyte af tekst og medieindhold, som ligger på nettet og som diverse AI-modeller er bygget af, ikke har skyggen af en chance for, at fange og forstå.
For det er en nærmest kropslig og sanselig oplevelse, som skinner igennem sproget og sprogbrugen og belyser og beånder de ord, som vi bruger og den måde vi bruger dem på.
Og jeg tror på, at andre også kan mærke det. Det er ikke ‘kejserens nye klæder’. Det er en reel ting.
Skal vi A-B teste det? Nej, det skal vi ikke. Vi kan ikke altid identificere hvilken tekst der er skrevet af et menneske og hvilken der er skrevet af en AI. For mennesket har forandret sig og har lært sig selv, at reducere sit sprog og sin sprogbrug til det hurtige, overfladiske, floskelfyldte, glatte, ufarlige og professionelle, som snart sagt enhver lille krog af sprogbrug er inficeret af. Selv den mindste annonce på DBA forsøger at tage ved lære af det. Selv det brev til SFO’en som skrives af en træt mor, er fyldt med den formfuldtendte pæne sprogbrug, som vi lærer hinanden. Og selv syvendeklasseseleven lærer om dramaturgi, spændingskurve og ‘arch’ og ‘dramatrekant’.
Vi er så professionelle, at ingen kan kende forskel på os.
Og det vil jeg lave om på.
Ved at være mig – og glemme alt det jeg har lært af regler.
Og det håber jeg, at jeg vil kunne sælge – om ikke andet, så fordi jeg faktisk også kan det andet. Det er et valg jeg foretager, når jeg forsøger at finde noget oprindeligt.
Og når jeg ikke vil kalde det for ‘autentisk’ – fordi det ord er det mest uautentiske der findes i al sin fortærskede og klichéeagtige udslidthed.