Om forbudte ord

Forlaget Gyldendal genudgiver nu Halfdan Rasmussens værker i redigeret form, hvor bestemte digte med bestemte ord, som man i visse kredse ikke kan lide, er pillet ud. Gyldendal gør opmærksom på det – og begrunder det blandt andet med hensynet til børnene. De evige børn.

I min barndom og ungdom var amerikansk indflydelse noget som var den højtduddannede del af venstrefløjen meget imod. Den amerikanske kulturimperialisme var en trussel mod Danmarks selvstændighed og det var et tegn på vores status som vasalstat og vel nærmest nykolonialiseret satellit-land og buffer-zone ifht. amerikanernes nyudpegede fjende: Sovjetunionen.

Nu er det venstrefløjen og de højtuddannede der mere end nogen importerer særlige amerikanske værdier, som i disse år dominerer den side af amerikansk kultur de kalder ‘liberals’.

Historiens pust

Hvis man læser nyere amerikansk historie er det ikke svært at se, at de der N-ord, som striden står om, vitterligt har en væsentlig betydning i den kontekst. Det bliver straks lidt vanskeligere at overføre til danske forhold.Derfor kan det forekomme en smule søgt, at man kalkerer et amerikansk problem 1:1 og farer voldsomt i flint og ikke tør lade de ord blive stående af angst for at provokere nogen.

I en dansk kontekst ville det give mere mening at fjerne ord som ‘livegen’, ‘tyende’, ‘fæstebonde’ og så videre.Men der er bare ikke længere nogen som identificerer sig med dem der var undertrykt og ringeagtet af de magtfulde stænder.Og der er heller ikke nogen der bruger ordene andet end i en historisk sammenhæng.

Om et par generationer vil man se tilbage på vor tids følsomhed overfor disse ord – ryste på hovedet og forsøge at forstå, at det åbenbart var noget nogle følte meget stærkt.
På linje med 100 år tidligere, hvor man kunne blive meget forarget og/eller ophidset over en dame der viste et stykke med ankel under kjolesømmen.
Sådan skifter tiderne.

Men alt det betyder ingenlunde, at det er ‘neutralt’ at sige de ord eller at man kan dække sig bag påstande, belejligt udtrukket af ordenes etymologi. Det handler om hvordan vi opfatter tingene.

Kunsthistorien og det oprindelige

I kunsthistorien har det igennem mere end 100 år været helt entydigt, at man altid har søgt at få værket til at stå som det stod originalt. Man har fjernet gammel fernis og gamle restaureringer med ‘forbedringer’ på malerier og arkitektur og man har genskabt kønsorganer og fjernet figenblade på klassiske statuer. Man har genindført de frække og upassende passager i litteraturen. 
Alt sammen af hensyn til kunstens autenticitet og for at sikre at værket står som oprindeligt, så man så tilnærmelsesvis som muligt, ser det i sin rette form og kan tage stilling.

Nu skal vi altså igen se kunsten redigeret af andre, som har helt andre motiver og forudsætninger for at gøre det, som de selv har besluttet uden at tage kunstneren i ed – for ‘selvfølgelig ved jeg da, at han ville have været et ordentligt menneske, ligesom jeg selv er det’. Ligesom velmenende mennesker har fjernet statuernes tissemænd og andre krænkende elementer fra kunstværker – har vi idag fået den opfattelse, at nogle bestemte ord ER krænkende – og pludselig hinsides sædernes forandring, ikke længere – og aldrig igen – kan tåles at ses og høres af børn og følsomme sjæle. Det ER bare sådan – fordi ‘det føler vi, så det véd vi’.
Det er i visse sammenhænge en misforstået hensyntagen. Ikke fordi man ikke må tage det hensyn selv. Men det er et personligt valg og ikke et valg man uden bevidsthed om egen forankring i en foranderlig historie, bør tage på andres vegne.

Redigering eller censur

Det er godt, at det ikke er sådan, at Gyldendal bare fjerner digtene og ikke siger noget. Men det er ikke uproblematisk at de udelader dem. Og det er slet ikke acceptabelt, når nogen vover at tage forfatteren til indtægt for, at selvfølgelig ville det da være det rigtige at gøre.

Det er ikke censur – som nogle hævder. Og det er selvfølgelig heller ikke en krænkelse af ytringsfriheden. Der kan ytres rigeligt i mange andre sammenhænge og det er forlagets egen beslutning om de vil udgive en bog eller ej.

Inde i de klare boder
Ved man hvad de stakkels poder
de kan tåle at få høre 
i det lille barneøre

Det er vigtigt at man fjerner
Det der inficerer hjerner
med racistisk tankemørke
derfor denne åndens tørke

Digteren man straks kastrerer
fjerner ord og censurerer
til man ikk' kan finde mere
som kan nogle provokere

Ja, bøger produceres med en redaktør. Men redaktøren er i dialog med forfatteren og bliver enig med forfatteren om hvad der skal med og ikke skal med. Og når de er blevet enige og bogen er udgivet, så er bogen et værk. Og så er det værk færdigt. Det kan ikke engang forfatteren selv ændre på. Men han kan da medvirke til en ny redigeret udgave.

Der er derfor forskel på om man udgiver nogle af Halfdan Rasmussens digte i antologiform eller i udvalg, eller om man påstår at ‘nyudgive’ hans værk. Nyudgiver man værket, så udelader man ikke enkelte digte. For så er det ikke længere det samme værk. Uanset hvor velmenende motivet er – og hvor rigtigt man synes det er at gøre.

Den amerikanske kontekst

Hvad angår den amerikanske følsomhed overfor det såkaldte n-ord, så skal man tage i betragtning at i en amerikansk sammenhæng er der helt helt andre historiske rammer, som på en helt anden måde retfærdiggør følsomheden overfor det ord og andre;

Tilstedeværelsen af millioner af efterkommere af sorte slaver, en historie med segregation, Jim Crow love, lynchninger og decideret hadefuld og rædselsfuld behandling af den sorte befolkning – helt op til vor tid, har givet masser af god grund til ikke at tage let på disse ting. I Danmark har vi mig bekendt ikke haft noget der ligner Jim Crow love, segregation eller raceoptøjer, omend vi helt klart har haft – og har – masser af åbenlys eller skjult og uerkendt racisme.

I Danmark er det nærmest som om det med stor viljekraft er lykkedes at indføre problemet – for at kunne minde lidt om USA. 
Ordet ‘neger’ støder formodentlig lige så meget i Danmark, som ordet ‘Black’ – brugt i stedet for ‘African American’ – støder visse steder i USA. Det andet n-ord er ladet på en helt anden måde.

Ordet ‘Hottentot’ er et gammelt udtryk – og kan næppe føles personligt krænkende for ret mange mennesker i en dansk kontekst. Derfor vil de fleste da selvfølgelig tage det hensyn ikke at bruge ordet hvis man skriver om Khoikhoi folket i vore dage. Men Halfdan Rasmussen er ikke ‘i vore dage’. Han er en forfatter fra gamle dage – en historisk figur. Uanset at man genudgiver ham.

Det fjerner selvfølgelig ikke, at nogle kan føle sig krænket af det ord. Og det bør man da også tage hensyn til. Men det er vigtigt at bevare overblikket og forstå, hvornår man mister fodfæstet og farer hærgende igennem vores allesammens historiske virkelighed – for at tilpasse den tidens smag og følsomheder.

Da jeg læste på universitetet lærte vi at blive forargede over at man redigerede i historiens kunstværker efter tidens smag.
Der blev bevilget penge til at rulle historiens indgreb tilbage og restaurere kunsten og litteraturen, så den ikke var præget af tidligere tiders smagsdomme, forargelse og anden god vilje.

Nu er det så blevet god stil at redigere.
Verden forandrer sig – og Halfdan Rasmussens digte skal også nok engang blive så gamle, at de dukker op igen og ikke længere vækker anstød med ‘forkerte ord’.
De tider hvor man sagde, at folk måtte tåle at blive fornærmet er (midlertidig) forbi.
Og så må vi jo bakse med de problemer det giver.

Lina er selvstændig illustrator – jeg er mentor

Jeg ‘kom til’ at sætte Lina i gang med en lille shop, hvor hun sælger sine tegninger. Det er en sjov erfaring og det giver mig en masse tanker om livet, om at være ung og ny og om at have forældre der kan hjælpe – og hvad man skal hjælpe med og hvad ikke. Der er meget at tænke over.

Æble
Æblet falder somme tider lidt langt fra stammen. Jeg kan tegne, men hun kan virkelig tegne.

Det er også værd at overveje hvordan ‘kendisser’ somme tider har børn, der bæres frem og hjælpes – og får, mere eller mindre, succes, samtidig med at de selvfølgelig føler at forældrenes navn er en hæmsko.
Det som jeg tror ofte er årsagen til, at disse børn – talent eller ej – når ret langt før de fejler, hvis de ikke har talentet, energien og drivet, det er, at alle de praktiske og erfaringsmæssige hindringer der er, dem kan forældrene hjælpe med at få af vejen. Og alle de forbindelser de har i deres netværk, kan de bruge til at få ting til at ske. Og det er de sidste to ting, som jeg håber at bidrage med – for at mine børn kan komme lidt frem.

Lina vil gerne lave infografik. Og det kan hun skam også.

Jeg voksede op med forældre der havde en mærkelig indstilling. Ikke at de ikke ville hjælpe én med lektierne, men især min mor mente, at man ikke skulle ‘mænge sig’. Det havde hun et meget dårligt forhold til. Hun var ellers både en meget talentfuld tegner og en dygtig børnebogsforfatter. Men selv efter hun vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1973, var hun sky i forhold til pressen og de ‘indspiste kredse’ og holdt sig ret meget væk fra den slags. Det kan jeg godt nikke genkendende til – og jeg kan også godt se, at det måske hænger sammen med den der aspergers, som det hedder i vore dage, hvor man ikke rigtig er i sit es, når man skal være iblandt mange mennesker. Måske kan man komme til at bullshitte sig selv lidt og vende ryggen til de fællesskaber, fordi man har dårlige erfaringer fra den slags.

Kan selv – skal selv

Hvorom alting er, så var mine forældre mere typen som mente, at man fløj fra reden og så skulle man lære at ‘klare sig selv’. Det gjorde man så. Så godt man kunne med de forudsætninger man havde. Og man slog sig på livet og man lod sig falde bagud i forhold til ‘de andre’, som havde forældre der hjalp med at skaffe en lejlighed, gav en penge til ting, trak på netværket og i øvrigt lånte penge ud – som man ikke skulle betale tilbage. Mine forældre holdt øje med hver eneste femogtyveøre. Det var ikke fordi de ikke ville en det godt. Det var på en måde præcis fordi de ville en det godt. Og så fordi de var lidt selvoptagede på den måde.

Jeg er ikke sådan. Jeg vil gerne hjælpe mine børn så meget jeg magter. Jeg er ikke ‘curlingfar’ – for der er mange ting de selv må gøre. Mine piger har selv holdt orden, selv holdt tøjbudget, selv vasket deres tøj, selv smurt madpakke, selv pakket kuffert og selv gjort mange andre ting. Det kan de godt.
Men de ved ikke alting. Der er meget at lære. Og som den ældre generation – så står man med noget erfaring, som man kan dele med de unge. Ikke mindst sine børn.

Far er stolt

Min ældste – Lea – har jo haft sine egne problemer. Og med god hjælp og egen kraft, har hun arbejdet sig ud af dem og fået styr på sit liv. Og hun har også selv kunnet skaffe sig job og erfaringer og kan folde sine talenter ud. Hun er typen, som kan få lov til at lede et team, gå foran og tage ansvar – fordi hun magter det, fordi hun egner sit til det med sin personlighed og fordi hun gerne vil og melder til, når der er noget hun gerne vil. Jeg kan dårligt lære hende noget på det plan længere, selvom jeg måske gerne ville.

Hun er med andre rod rigtig godt på vej og på trods af problemer med at finde en passende lejlighed i Roskildeområdet til hende og kæresten, så oplever jeg at hun har succes med at tage styr på tingene og skabe sig en fungerende tilværelse, som hun selv styrer. Det er jo sådan noget som gør en gammel far glad og stolt.

Den yngste på 15 er nået til niendeklasses-prøverne og hun er nået dertil hvor man tænker rigtig meget over fremtiden. Da hun for nylig fik den endelige diagnose – hun har aspergers – var det også både en lettelse og en skillevej. Det var klart, at hun nu kunne koncentrere sig om, at finde den rigtige måde, at skabe sig en tilværelse på. Hun kunne bedre slappe af med bevidstheden om, at det ikke er så underligt, at hun har svært ved at se sig selv fungere godt på en arbejdsplads med mange kollegaer.

Det er ikke noget at undre sig over. Min mor var ude af stand til rigtig at trives på den måde. Hun var selvstændig – både med sin tegnestue og som forfatter. Jeg selv har i lange perioder været selvstændig og jeg har altid været ‘odd man out’ de steder jeg har arbejdet. I hvert fald i en del hensseender. Det med aspergers er lidt mere indviklet end de fleste forstår. Det er ikke fordi man ikke forstår hvad der sker. Men det er ikke altid så let og så naturligt. Og den enorme energi man bruger på at iagttage og analysere hvad der foregår, er på en helt anden måde end de fleste.

Lina er nu tegner og illustrator. Det gik hurtigt.

Selvstændig forretning

Og Lina er nået dertil hvor det bekymrer hende. Så da jeg forleden tog initiativ til, at hun begyndte at sælge sit tegnetalent på nettet, var det noget hun tog imod med kyshånd. Det var noget hun længe gerne havde villet, men der er jo et spring til også at tage skridtet og ligefrem gøre det.

Nettet er så utroligt omfattende i vore dage, at der er masser af muligheder for at komme i gang. Og Lina og jeg fik da også sat et site op på fiverr.com i løbet af aftenen og jeg fik annonceret det og Lina fik masser af ros på min facebook og straks også et par kunder de første dage, som hun håndterede fantastisk godt.

Nu er vi så nået dertil hvor vi skal videreudvikle forretningen. Lina skal have sit eget website med sin portefolio, hun skal have udviklet sine ‘gigs’ (pakker med tilbud på fiverr) og have lagt en plan.

Erfaringer

Risikoen er selvfølgelig at en masse tegnearbejde vil forstyrre hendes skolegang. Det bekymrer ikke mig, men det bekymrer en hel masse andre og jeg har lovet mig selv og hendes lærer, at holde hendes ryg fri.

Det gik op for mig – meget tydeligt – at en lang række af de erfaringer jeg har efter 25 år i internetbranchen jo nok er indlysende for mig, men er guld værd når man er ung. Evnen til at sætte fingeren på det ømme punkt, vurdere om kunden er troværdig, om det er en ‘pain in the ass’ kunde, som ikke kan bestemme sig, eller en glad kunde, der ikke har en instruktør i maven og så videre. Og evnen til at bedømme opgavens størrelse og vanskelighed. Det er sådan noget man skal træne. Men man behøver jo ikke træne det med de allermest frustrerende eksempler.

At have forretning

Så nu laver Lina forretning. Nu spekulerer hun ikke på hvordan hun skal få et fritidsjob for ikke at tale om et studenterjob. Nu har hun ‘ro på bagsmækken’ hvad det angår. Og det har haft en positiv effekt. Også ud over det selvtillidsboost det giver, at kunne lave et stykke arbejde, som andre vil betale lidt for og som de bliver glade for.

Lina har allerede sat priserne op. Hun har allerede skaffet sine egne kunder. Endda fra udlandet. Jeg joker jo med, at hun nu er en international tegnestue. Det er fedt. Nu skal der ro på, sikres en forretningsgang, skabes overblik over ydelser og over hvor langt evnerne rækker.
Og jeg kan glæde mig over, at jeg faktisk har noget at byde på, som har en værdi i det projekt. Så det er også godt for mig.

Citroner, illustrationer og vignetter


If life gives you lemons, make lemonade.

Angst og aspergers

Min 15 årige har døjet med angst og problemer med at komme i skole – selvom hun elsker skolearbejde – igennem et par år, siden jeg blev syg. Det har vi efter lange kampe fundet en god løsning på. Alle er glade og lettede.
Så fik hun forleden en ‘aspergers’-diagnose, som jo ikke kan undre dem, der kender mig og min familie. Det er jo både en velsignelse og en forbandelse på én gang. 
(det kan vi skrive mere om en anden gang).

Men har jo nået en alder hvor hun har brug for penge, som jeg ikke har økonomi til at give hende – så selv uden de gode opdragelsesprincipper, skal hun jo selv tjene dem. 
Hun er bare ikke typen på at ‘stå i butik’ og den slags.

Men – så laver man lemonade.

Illustrator

Hun laver jo selv illustrationer til sine præsentationer og opgaver. Og hun har faktisk også tegnet nogle fine illustrationer til en (måske) kommende bog, som hun fik lidt for og lavet et logo til en motorcykelklubs jubilæum.

Hendes far derimod (det er jo mig), blev ekstra meget begejstret for hendes tegnestil, når hun tegner vignetter og doodles til sine opgaver.
Så jeg fik her til aften lokket hende til at gå i gang med at lave en ‘fiverr’ butik. Den åbner vist snart. Vi roder med den.

Jeg har set at der er andre, som er mindre talentfulde, som kan tjene lidt på det, så det kan hun sgu også. Nu skal det prøves. Man kan ikke komme for tidligt igang med at lave lidt forretning.

Fiverr

Hvis I står og skal bruge en ung, håbefuld og billig illustrator til relativt simple opgaver, så har jeg forbindelsen.
Det er velegnet til skilte, til opskrifter, til menuer, til online, til præsentationer. 
Og de er simpelthen så søde og positive i deres stil.

Og ellers kan man snart købe hendes ydelser på fiverr.com. Og det vil være endnu større – for så vil hun have referencekunder på platformen.

Og hun kan også tegne andet end citroner.

(Faktisk overvejer jeg at købe et par ‘vignetter’ til min blog – så de store hovedkategorier får en illustration med i røven. 
Men jeg er jo fornæret, så … 
må tænke.
🙂 )

Keto og cancer – liv og død – fordele og ulemper

Keto, intermittent fasting, cancer og autophagy

I dag har jeg været en måned på keto. Jeg er ikke helt skarp på om det kun er en diæt eller om det er en decideret livsstilændring – change of life style. Men det er interessant hvad det kan gøre ifht min cancer og hvad intermittent fasting og autophagy gør.
Her er fordelene som jeg umiddelbart har observeret hos mig selv:

Fordele

  • Ti kilo lettere
  • Mere adræt
  • Færre inflammationer
  • Bedre fordøjelse
  • Klarere i hjernen
  • Bedre lugtesans
  • Bedre syn
  • Bedre smagssans
  • Friskere krop
  • Mere energi
  • Bedre søvn
  • Mere positiv
  • Bedre fokus
  • Mere stamina

Ulemper

Der er selvfølgelig også en række ulemper, som måske nok bare er angreb på ens bekvemmelighed og nydelsessyge:

  • Ingen sukker – ingen kage, ingen is, ingen slik, ingen sodavand
  • Ingen alkohol – ingen øl, ingen vin, ingen whisky, ingen gin
  • Ingen kulhydrater i det hele taget – ingen brød, ris, pasta, kartofler, frugt … osv osv

Hvad er keto?

Keto er en kur, diæt eller en ernæringsstrategi – livsstil, som baserer sig på en oldgammel sukkersygediæt. Der er maksimalt 5% energi fra kulhydrater, 20% fra proteiner og 75% fra fedtstoffer. Det er jo stik modsat de fleste slankekure og sundhedsråd, som anbefaler store mængder kulhydrater og som siger, at fedt er ondskaben selv. Jeg har forsøgt mig med kure af den art – og de er ‘onde’ ved mig og de virker heller ikke. Jeg får det bare værre og bliver bagefter federe. De er den direkte årsag til, at jeg ikke har tillid til ‘kure’. Kure har en negativ effekt – i det lange løb.

Keto ligner mest af alt den mad vi spiste tidligere – altså før vi fik intensivt landbrug. På den led ligner den også sådan noget som Atkins og Primal og ikke mindst Paleo.
Men den indeholder altså væsentlig færre kulhydrater. Det er ikke det samme som ‘carnivore’, så vidt jeg ved. For der er masser af grøntsager i en ketodiæt. Det er bare de grøntsager, som ikke indeholder så meget stivelse, sukker og fructose.

Det særlige ved en ketodiæt er, at den igangsætter et stofskifte, som for mange ingen rolle spiller idag – men som tidligere var en integreret del af livet. Det drejer sig om fedtforbrænding – og produktion af ketoner som brændstof til muskler og organer (og delvis hjernen). Jeg vil uddybe det i et andet opslag senere. Der er mange ting at sige, som er relevante hvis man skal overveje sådan en diæt eller livsstil.

Prøv keto – men forbered dig

Jeg fortsætter omkring 10kg endnu (jeg tog 25kg på i løbet af de tre år siden jeg fik fjernet skjoldbruskkirtlen). Jeg regner med at maj og juni går med det.

Jeg har ikke savnet hverken sukker, alkohol eller kulhydrater. Ingen cravings ingen sult.

Hvis du ønsker at smide nogle kilo og er fristet af sådan en livsstilsændring, så skal du først sætte dig ind i tingene. Det er lidt mre indviklet end blot at gå på ‘fedtkur’. Du skal sikre dig, at du får de rigtige mineraler og det rigtige mix af protein og fedt. Og ikke mindst, at det fedt du får – er den rigtige slags (helt overvejende). Pølser og bacon gør det altså ikke. Det vil fortsat fodre dine inflammationer.

Og i øvrigt: Hvis du går keto-vejen for at tabe dig – så skal du kombinere det med faste. Det er let at faste når man brænder fedt i forvejen. Jeg har ingen cravings og ingen sultproblemer, selvom jeg faster 20 timer næsten hver dag. Og hvis jeg får vand og mineraler nok, så har jeg også masser af energi.

Jeg skal ikke gøre mig meget klog på de her ting lige nu. Men det burde faktisk dokumenteres bedre – og jeg vil gøre en indsats for, at give mit input her fra bloggen.

Kontrolleret og overvåget

Det kan VIRKELIG mærkes, når man smider 10kg i løbet af få uger. Men det skal gøres kontrolleret.

Jeg nøjes ikke med at veje mig. Jeg tager i forvejen mit blodtryk og der ud over tager jeg en test for glukose-niveauet i blodet, som er identisk med den sukkersygepatienter tager. Og jeg måler puls, iltmættethed og endelig ketoner i urinen. Ingen af disse er nødvendige, men det er en god idé at holde øje med sig selv, når man vælger at være så hård ved sin krop, som det er at ændre diæt så meget.
Jeg tør ikke anbefale nogen bare at kaste sig ud i det uden forberedelse.

Jeg har ikke savnet hverken sukker, alkohol eller kulhydrater.

Lægernes sovepude og dit eget ansvar

Min situation er lidt speciel, fordi den har udviklet sig ud fra et særligt behov. Jeg tog 25 kilo på efter jeg fik fjernet skjoldbruskkirtlen og kom på eltroxin (kunstigt stofskiftehormon). Mit velbefindende var elendigt – men det var forudsigeligt og forståeligt ud fra den betragtning, at jeg havde været igennem en hård cancerkur med operationer og strålebehandling. Og det var heller ikke uventet, at jeg ville blive ramt at en række af over 200 bivirkninger ved min cancermedicin, som lige var blevet frigivet

Men når jeg ser tilbage på de tre år, kan jeg godt se, at vi har brugt disse ting som en hovedpude. Mine læger har sådan set bare fokuseret på ‘kuren’ og i øvrigt siddet som aber og fyldt et bestemt skema ud, som ingen mening giver ifht mig. De (det er en ny næsten hver gang jeg kommer til Odense) har ikke nået at læse min 100-200 siders journal, hvilket er forståeligt, så de har sådan set bare fortsat i forgængerens spor og fortsat udfyldt det skema, som er lavet til døende mennesker, der lige skal have en måned til. På den baggrund var bare i jeg forbløffende god foderstand og i øvrigt en opmuntring.

Tag styr på sygdom og sundhed

Hvis man vil mere end det, så må man selv tage affære og tage skeen i den anden hånd. Det var det jeg gjorde da det virkelig brændte på – og som jeg skrev om i ‘Dead Man Talking‘. Men efter den præstation var der ikke kræfter til at fortsætte, så jeg overlod mig selv til lægerne og gav mig selv lov til ikke at tage styringen på det. Nu tror jeg, at det er på tide, at jeg selv overtager tømmerne igen – og få bragt mit liv på ret køl, så jeg ikke bare venter på at dø. Og første skridt er at smide hovedparten af de kilo, som jeg har taget på – mens jeg ventede.

Jeg skal ikke bruge 25 kilo ekstra fedt til at stå imod med. 5-10 kilo er bedre og hvis jeg kan omsætte nogle af dem til muskelmasse, så er det jo også noget man kan ‘leve af’ hvis ens cancer er i udbrud. Det bliver næste skridt.


Nu tror jeg, at det er på tide, at jeg selv overtager tømmerne igen – og få bragt mit liv på ret køl, så jeg ikke bare venter på at dø.

Fat adapted

Noget tyder på at jeg har været ‘fat adapted’ før. Det var ikke svært for min krop at begynde at brænde fedt (igen). Men da jeg virkelig var syg med cancer, så lå jeg jo også med 150 i puls, svedte tre t-shirts til hver nat og tabte 10-15 kg (som var både fedt og muskler). Og jeg ved da, at jeg altid har haft mere lyst til at spise fede ting end til at spise sukker – hvilket tyder på, at min krop ikke har været ‘på sukker’, sådan som mange andre oplever det.

Jeg kan – når jeg spiser fed mad – sagtens springe et måltid eller to over. Jeg mærker først sult efter 16-18 timer og kan så tage en lille ting og så længe endnu. Nu skal jeg bare vænne mig til, at jeg de fleste morgener ikke spiser noget og at jeg måske endda springer frokosten over eller udsætter den til 16:00

Intermittent fasting

Faste er en af de ting jeg egentlig aldrig har beskæftiget mig med. Jeg har hørt om det og diskuteret det. Men det har mest været fordi jeg glemte at spise, at der er gået lang tid mellem måltiderne. Og det har faktisk mest været da jeg var ung. Siden jeg fik børn gik der ‘rutine’ i det – og jeg fik altid morgenmad. Det troede jeg var en god ting – for det fik vi at vide.

Men så får vi at vide, at kroppen faktisk har brug for en pause ind imellem. At vi naturligt bruger fasten til at genskabe kroppens balancer. At når man har fastet i omkring 16 timer – hvis man altså ikke er fyldt op med glukose og den slags – så sætter der noget ind, som hedder ‘autophagi’ – hvilket er en proces hvor kroppen ‘æder sig selv’, forstået på den måde, at dens celler udsøger de svage, ødelagte og defekte celler og omsætter dem til ny energi. Det er en oprydning. Lidt ligesom hvis man har forsøgt sin bil vinteren over – og på en forårsdag støvsuger bilen, skifter olie og oliefilter, måske endda topper op med kølervæske og sprinklervæske og så videre.

Autophagi

De to sidste er når man spiser kalium-, magnesium- og natrium-salte så kroppens celler har noget at arbejde med.
Men udrensningen af kroppen er det mest interessante i denne sammenhæng. Autophagi blev vist opdaget for nogle år siden af japanske forskere (så vidt jeg husker) og det tilhører derfor ikke normale voksne lægers lærebogsstof. Men det er tilsyneladende også blevet påvist, at denne oprydningsprocess faktisk også angriber og æder cancerceller. Det er da en klar sidegevinst for sådan en som mig. Jeg har brug for enhver mulighed for, at holde min cancer på afstand. Og på den måde er intermittent fasting nøglen til både vægttab og muligvis endda noget cancerbekæmpelse.
Det har jeg svært ved at sige nej til.

Der er selvfølgelig en række andre ting, som er relevante for mig som cancerpatient og som også er relevante for andre. Det vil jeg komme ind på i kommende blogposts, hvor jeg vil komme nærmere ind på hvad jeg tror kan være fordele og ulemper ved det jeg gør for tiden.

Kommende bøger

Skvatmand af Gunnar Langemark

I anledning af Verdens bogdag vil jeg lige ‘jinxe’ mine kommende bøger: ‘Håndbog i dårlige undskyldninger’ og derefter ved jeg ikke? Måske ‘Bedøvet – de fem livsbedrag’ om menneskelivet i dag.
Jeg lavede lige en lille ‘æresplads’ i en reol, hvor jeg stillede de bøger jeg har bidraget til og skrevet ved siden af hinanden. Det er ikke imponerende. Der er to bøger jeg har skrevet de sidste 3 år. Før det bidrog jeg til et par bøger, redigerede nogle ‘pamfletter’ og så illustrerede jeg og medudgav en digtsamling af min ven – dengang vi var unge og håbefulde.

Barndommens bøger

Jeg har altid elsket bøger. Jeg er vokset op i et boghjem. Min mor skrev bøger; en science fiction novellesamling og en række børnebøger. Hun var forfatter i min barndom. Der var mange bogreoler og hun sørgede for, at vi unger blev kørt til børnebiblioteket på Strandvejen i Hellerup mindst en gang om måneden – så længe huset rådede over to biler.

Siden gik vi selv ned på biblioteket i Vangede, hvor jeg kom mindst en gang om ugen. Som større knægt lærte jeg at bruge kartotekerne og jeg besøgte selv både biblioteket i Vangede og hovedbiblioteket. I gymnasiet begyndte jeg at søge til Gladsaxe hovedbibliotek som var mere moderne indstillet og til hovedbiblioteket i Lyngby som også var velassorteret med tidsskrifter.
Dengang var tidsskrifter vigtige fordi de var kilden til viden der (endnu) ikke var passende på bogform. Mine forældre holdt mellem 5 og 10 tidsskrifter foruden mindst én avis. Det voksede jeg op med. Jeg lånte tidsskrifter i årgange på biblioteket. Det var fiskeblade, astronomiblade, motorblade og så videre.

Bøger på vej

Nå, men tilbage til bøgerne. Det er ‘bogdag’. Jeg har lige lavet aftale med min redaktør og forlægger Thomas Vilhelm. Vi skal snakke bog.

Jeg har jo en række bøger, som er halvskrevne og en anden række, som er idéer. Jeg har en halvskrevet bog der hedder ‘Håndbog i dårlige undskyldninger’. Den skal videre frem ad banen – men den kræver bedre markedsføring. Måske denne platform kan være med til at berede vejen for det?

Den næste bog jeg så småt har ‘lagt kølen’ til er en bog jeg vil kalde ‘Bedøvet. De fem livsbedrag’. Den handler om hvordan vi bedøves og bedrages på alle planer: Uddannelsessystemet, Arbejdsmarkedet, Politik, Velfærdssamfund og Kultur og fritid. Den glæder jeg mig til at skrive på. Den samler en hel del af det jeg har skrevet og en hel del af det jeg har/havde planlagt at skrive.

Det er det ‘kyniske’ samfund – hvor ‘det tilsyneladende’ erstatter ‘det egentlige’.
Vi har ’tilsyneladende’ et demokrati, som vedligeholder det der ’tilsyneladende’ er et velfærdssamfund med sundhed og social sikkerhed, et uddannelsessystem, som ’tilsyneladende’ skaber mennesker med dannelse, som ‘fungerer’ på arbejdsmarkedet – men uden at trives og som har en fritid med en masse aktiviteter, som ’tilsyneladende’ er meningsfulde, men meget ofte blot er ‘tomme kalorier’.

For at det bliver til noget


Ellers har jeg jo to børne/ungdoms-bøger i skuffen, som burde skrives færdig og ‘den store europæiske årtusindskifteroman’, som i øvrigt trænger til at blive skrevet helt om ovenpå mine nyere livserfaringer.

Men alt det lader sig jo kun gøre, hvis man rent faktisk gør noget hver eneste dag. Og det bliver unægtelig lidt nemmere hvis der er en plan.
Og det bliver mere realistisk, hvis der er nogen omkring én til at bakke op om det.
Men lad mig ikke jinxe det hele. Det er planer for det næste årti.

Og derfor dette site, denne blog og en ny stil og ny retning i mit liv.
Og det vil udgå herfra, komme på facebooksiden og deles flere steder.