Jeg har opdaget at skrivemaskiner kan noget, som min laptop har svært ved. En manuel skrivemaskine stiller andre krav til skriveprocessen end en laptop. Du er ikke forbundet med internettet og med en AI og stavekontrol og alt muligt, som kan gøre din kommunikation glat og upersonlig – men perfekt.
Papiret i skrivemaskinen vil blive hårdt ramt af direkte og utilgivende ‘kommunikation’ i form af en ståltype, som knalder lige ned igennem et farvebånd og afsætter et blækaftryk af formen på bogstavet, som sidder for enden af en hel kæde af stål-dele, der bliver påvirket af en finger med muskelkræfter, som hamrer ned på tasten. Det er direkte og det kan ikke fortrydes! Det er sådan det skal være.
Så jeg er fascineret af de gamle maskiner. Og på en skrivemaskine findes begrebet ‘carriage return’ – som på dansk hedder ‘ny linje’. Og jeg skriver mest på dansk og så skal firmaet ikke hedde noget smart på engelsk. Heller ikke selvom man lige var fristet.
NY LINJE!
Det inspirerede mig. Vi trænger til at tage sproget i en ny retning. Vi trænger til at gøre brug af vores magt til, at give vores sprogbrug et spark i røven.
Det er alt for kedeligt at læse, især, virksomhedskommunikation.
For det varetages af pæne og glatte mennesker uden personlighed. Eller i hvert fald af mennesker, som sætter en ære i, at alt med kant er fjernet. Og så har de i øvrigt den frækhed, at hævde at de kommunikerer ‘med kant’. Det kræver heller ikke meget i sammenligning med resten.
Men jeg vil have en ‘Ny Linje’ – for det er det jeg er god til, det jeg elsker og det jeg mener, at vi mangler.
Derfor.