Jeg kan ikke længere bruge mit sprog på facebook. Jeg skal lænke det og begrænse det så meget, at det mister livet og bliver til tom meddelelse. Jeg kan ikke hygge mig med mine venner og udveksle små bemærkninger – uden at facebooks skolelærerinde-algoritme lytter med ind over skulderen og slår ned på det ‘hyn’ synes er grimt, fordi algoritmen intet menneskeligt rummer.
Nu går de igennem hele facebooks historik for at finde nogle af mine titusinder af kommentarer, som vrimler med ironi, sarkasme, friskhed og den slags – som man skal være menneske for at forstå. Hvis man er en robot kan man ikke forstå det.
De har ikke blokeret mig endnu. Men det er sgu lidt tungt, at hver gang man går ind på facebook, så har de igenigen fundet noget fuldkommen kærligt, velment og i øvrigt ret sjovt formuleret – som indeholder ‘et ord’, der måske i en anden sammenhæng ville kunne opfattes som groft og brutalt. Og så mener ‘facebook’ helt per automatik – og baseret på deres universelle og globale ‘fællesskabsregler’ – at jeg er et forfærdeligt menneske, som mobber og generer folk.
Nå, men det må jeg vel leve med. Og se hvad de så i øvrigt resulterer i. I mine øjne skader facebook i meget høj grad menneskenes forståelse af sprog, kommunikation og fællesskabs-dannelse og de bidrager aktivt til, at vi får skabt et globalt samfund af robotagtige automatreaktioner af nærtagende fornærmethed, som i sin konsekvens vil bevæge os i retning af mere konflikt, mere vrede og mindre evne til, at lægge en potentiel konflikt i graven.
En væsentlig del af konfliktløsning består i, at man ‘taler sig tilrette’ og gensidigt forsøger at forstå meningen bag ordene. Facebook derimod har indført regelsæt som i stedet søger at udrydde alt hvad der kan være med til, at træne os i gensidig forståelse og konfliktløsning.
Facebooks folk tror tilsyneladende, at hvis man fjerner alt det ‘grimme’, så bliver det pænt. De har ikke forstået, at så vil det der MENES mindre pænt – finde nye og mere ‘sofistikerede’ udtryk, som er vanskeligere at udrydde og som er vanskeligere at forsvare sig imod. Der vil ikke blive mere gensidig forståelse. Der vil ikke blive et bedre og mindre konfliktfyldt samfund. Tværtimod.
Jeg har i over 20 år forsøgt at forklare nogle af de mekanismer. Det er beslægtet med den tro på, at hvis man bare forbander ‘de grimme mennesker’ (DF’ere, Trumpister, Racister osv) tilstrækkelig meget – og udskammer dem meget, så bidrager man til at bekæmpe det man ikke kan lide. Det gør man ikke. Man skaber derimod en kløft som uddybes, og i egne øjne kommer man selv til at stå som ‘det pæne menneske’, men det er kun i ens egen ‘tribe’ at det ser sådan ud. Andre tager afstand fra én.
Fordi vi har opdraget de unge generationer forkert, har vi fået en så udbredt navlepillende narcissisme – også iblandt de der har magt og tager beslutninger – at det skader demokrati, fællesskab og i øvrigt også retstilstanden. For selvretfærdig harme skader den slags, når den ikke holdes lidt i ave. Og når man er så overbevist om, at man ‘har ret’, at man kan tillade sig at lukke munden på ‘de grimme’ og udstøde dem og udskamme dem, så er man selv det man søger at bekæmpe.
Jeg beklager at måtte sige det så tydeligt. Men det er åbenbart et mørke vi simpelthen SKAL bevæge os dybt ned i, før det (måske) går op for flertallet, at det er præcis så ødelæggende som jeg siger.
Vi får ikke mindre ondskab, mobning, had og vrede af, at lægge et låg på og sætte os på det. Vi får mere.
Om sprog og kulturel identitet
Når man ikke kan bruge hele sit sprog og ikke kan bruge det på de måder, hvor det indirekte, det ironiske, det sarkastiske og det underforståede kan eksistere, så dør sproget. Erik Seifon, som er en af de venner jeg har mødt igennem facebook og som har den mest sofistikerede sprogforståelse (og livsforståelse) jeg kender, kom ind på dette i kommentarerne.
Hvis vi kun må skrive online, hvis vores sprog er begrænset, endimensionelt og velopdragent entydigt – så bliver det en meget kedelig verden.
Jeg er jo ‘en gammel viking’. Vikingerne – kan vi læse i sagaerne – havde et livligt og farverigt sprog fuldt af humor og ikke mindst sort humor. Jeg tror det er i Njals saga, at en af personerne (som i øvrigt også hedder Gunnar) rider med sine venner. Ved vejkanten står nogle trælle. Gunnar trækker sit sværd og hugger hovedet af én af trællene i ét hug. De rider lidt videre og de andre spørger ham hvorfor han dog gjorde det? – Han stod så godt for hug! Svarer Gunnar så.
I vore dage kan man ikke hugge hovedet af folk uden at blive straffet. Der ER ting, som er blevet bedre.
Jeg er bare bekymret for, at vi snart heller ikke kan have sagaerne online. Billedligt talt i hvert fald.
Sort humor og visse andre former for humor, som vi har omkring Nordsøen – i det sydlige Norge, Skotland, England og Danmark – forstås måske ikke så godt andre steder i verden. De har andre former for humor.
Men facebook vil udrydde den del af min identitet, som, er knyttet historisk til det område jeg kommer fra. Facebook sætter mig i ‘koncentrationslejr’ med henvisning til hvor grim jeg er, når jeg ikke er ‘pæn’ på den måde, som de har besluttet sig for er det der er pænt – helt universelt.
Det fornærmer mig faktisk. Jeg mener egentlig de gør ved mig og min identitet, hvad man i nogen grad har gjort rundt omkring i verden, hvor man har forbudt mennesker at tale deres modersmål, fordi de nu var underlagt en eller anden statlig kontrol, som havde besluttet at det var et andet sprog, der var det officielle sprog i det land. I Landskrona var det indtil 1904 forbudt at tale dansk i skolen. Det er meget udbredt med den slags undertrykkelse af menneskers kulturelle identitet. Men nu sker det så også online.
Heldigvis kan jeg da gå et andet sted hen. Men det er faktisk sådan, at denne tendens spreder sig mere og mere – og man har den slags ‘fælleskabsregler’ flere og flere steder.
De er velmente og de mennesker som indfører dem, mener intet ondt med dem. De tror de redder verden. Desværre skaber de det modsatte: et ensrettet kulturelt ørkenlandskab af tomhed – hvor man skal imødekomme ønsket om ikke at kunne fornærme nogen overhovedet i hele verden.
Det fornærmer mig.
Hvordan det så foregår
Når man så vælger at protestere overfor facebook og vil forsøge, at forklare dem hvad det VIRKELIG betyder, det man har skrevet, så støder man ind i facebooks magtfuldkomne arrogance. De har selvfølgelig ret til at være lige så magtarrogante, som de har lyst til. Vi ved de er det. Vi ved også, at de gerne vil sælge det som det modsatte: Imødekommenhed og vilje til at forstå. Vi ved også at det er hykleri. Og vi ved, at de bullshitter sig selv til at tro, at de ikke er gennemskuet. Den mindre imødekommende ville bruge ord som ‘psykopatisk’. Men jeg er mere imødekommende.
Her får jeg at vide, at jeg bare skal appellere, så det gør jeg da.
Det resulterer i, at de genovervejer i et par minutter, men da jeg virkelig har brugt de ord, så beslutter de sig for, at jeg er dette forfærdelige menneske og fastholder deres beslutning. Det vidste jeg godt. De forstår jo ikke hvad jeg skriver.
Men jeg er – for første gang – i humør til at appellere endnu mere. Det kan man nemlig godt få lov til nogle gange. Derfor forsøger jeg at få fat i ‘The Oversight Board’. Det går nu ikke så godt. Skærmbilledet fryser og der sker ikke andet end, at der er en lille pil som drejer rundt om sig selv.
Det er lidt skuffende.
Jeg gider ikke at lade mig behandle på den måde. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg er ikke meget vred. Jeg er ikke fornærmet over, at jeg ikke bare kan svine folk til. Jeg er oprigtigt bekymret for den effekt på vores samfund, denne måde at behandle os på trækker i retning af. Jeg er oprigtigt bekymret for, at vi udvikler et degenereret samfund, hvor man har en gængs opfattelse af, at sprog ikke har nogle associative lag, der kan bruges aktivt. En opfattelse af, at konnotationerne kan ignoreres og i det hele taget bør udryddes.
Jeg tror det er mere skadeligt end samtlige grove tosser og brutale cyber-bullies.
For det trækker os ind i en verden af 1984 og Fagre nye Verden.
Og det huer mig ikke.
Måske SKAL man have brugt sproget aktivt og kreativt i mange år for, at forstå det her? Måske SKAL man have en universitetsgrad i retorik, medier og kommunikation, som jeg har? Jeg er ikke særlig meget i tvivl om at jeg har ret. Men verden udvikler sig i en forkert retning alligevel. Og det har den gjort i over 20 år.
Det bekymrer mig.
