Måske er jeg bare en NPC nu? Er der nogen derude, som spiller ‘Star Citizen’ eller ‘Elite Dangerous’ eller lignende? Kender jeg nogen?
De fleste af jer ved ikke hvad jeg taler om. Men i visse computerspil, især dem med ‘åbne verdener’ hvor man kan gå rundt og beundre modelleringen, 3d grafikken og kan ‘nedsænke’ sig i miljøet og næsten blive ‘immersed’ – altså omsluttet og miste fornemmelsen af, at man ‘kigger på’ men derimod har fornemmelsen af at ‘være’ i spillet. I disse spil findes der et begreb; NPC. Det er de figurer, som nærmest færdes som zombier – som computerspillets ‘AI’ har fyldt spillet med, så det virker mere levende og så man fx har nogle lette ofre at skyde, eller at vinde over i konkurrencer.
Jeg skriver alt det, fordi det føles som om vi er ved at blive reduceret til NPC’er her i den jordiske kødverden.
Der var en – svensk, tror jeg – filosof, bosat i London, som for en årrække tilbage introducerede en teori om, at vi allesammen simpelthen er en del af en simulation og at ‘nogle’ (aliens) har ‘lavet os’ som et spil. Han mente at kunne argumentere for, at det var overvejende sandsynligt. I mine øjne var det vist lidt som en teologisk diskussion iklædt ‘platons hule’ og ‘the matrix’ – agtigt.
Det til side; Jeg har kigget lidt på ‘Star Citizen’. Det er ikke umuligt at jeg flytter ind. Jeg orker i hvert fald ikke ‘virkeligheden’ for tiden. Den deprimerer mig mere end jeg har villet være ved. Så måske dykker jeg ned i en ‘immersive’ fantasiverden i en periode. Det er i virkeligheden ikke godt for mig, men det er heller ikke godt for mig, at kigge på facebook, de store medier og så videre – som ikke gør andet, end at minde mig om, at jeg er blevet et gammelt røvhul, som stadig kan huske dengang man reelt havde et frit valg med nogle ting, hvor man ikke forventedes at være ‘velfungerende’ og artig og ikke blev nudget og presset til, at opføre sig præcis som alle de andre.
Det er ulideligt for mig, at skulle lægge øre og øjne til den måde man bliver præsenteret for andres forventninger til deres omgivelser; den selvfølgelighed hvormed mennesker projicerer deres egne værdier over på andre, og forventer at andre skal tilpasse sig og være tilpas – til lige netop deres forestillinger om hvad der er ‘pæn og rigtig’ opførsel, hvad der er de pæne og rigtige meninger og hvad der er den pæne og rigtige måde at udtrykke sine meninger på.
Overmoralisme
Og det er ikke bare myndighederne, regeringen og medierne der gør det. Det er gennemgående en ændring i vor tid: Vi har forvandlet vores fælles virkelighed til en meget mere moraliserende kultur. Ikke at der ikke altid har været moralisering. Men det har ikke altid været sådan, at det var alment accepteret og at der var en meget stor majoritet, som – uanset om de var enige om det konkrete, så i hvert fald var enige om, at der faktisk VAR noget, som var de rigtige meninger og den rigtige moral.
Og ikke nok med at der er kommet sådan et meget stort flertal; der er et lige så stort flertal, som åbenlyst mener at man kan tillade sig, at straffe og hade på dem, der ikke lige vil eller mener det samme som flertallet.
Det er ulideligt for mig.
Så jeg har i al praktisk forståelse – meldt mig ud.
I hvert fald holder jeg en solid pause.
For jeg orker ikke mere.
I mellemtiden vil jeg så nok skyde nogle virtuelle aliens, handle lidt med fantasi-varer og kigge mig omkring i en falsk verden, som nogen har lavet.
I en vis forstand adskiller disse spilverdener sig ikke væsentligt fra den virkelighed vi i stigende grad lever i.
Så samtidig undrer det mig, at jeg kan holde det ud, når det er virtuelt.
Men det er jo nok fordi ingen bilder sig ind, at det ikke er virtuelt.
Måske skulle jeg bare melde mig ind i klubben, som tror vor virkelige verden er lige så virtuel?
Måske er det i virkeligheden lige meget?
Måske er jeg bare en NPC nu?