Det volder mig en del kvaler, at begribe og acceptere, at jeg skal se mig selv som forfatter. Det er svært. Det er prætentiøst. Jeg kan høre min mors ekko … Og så var det jo HENDES domæne. Det plager også. Jeg har ikke villet tage det fra hende. Hun var tegner – og ‘gik ned’ med sin forretning; efter legenden fordi min far smed hendes sidste kunde ud. Jeg tror egentlig hun var så selvudslettende, at han gjorde hende en tjeneste. Det var svært for hende at sætte foden ned.
Jeg har også svært ved det.
Forleden lykkedes det mig – med hjælp af psykolog, klare beslutninger, konkrete mål og en del vilje, at sende mine manuskripter til et par forlag.
Det første forlag vendte tilbage efter fire timer med besked på, at de havde kigget på mit materiale og gerne ville udgive, men det ville lige koste mig 10 af de store up front.
Det var ikke lige det jeg drømte om.
Jeg har ikke tænkt mig at identificere som forfatter, hvis jeg skal have penge med hjemmefra. SÅ opsat er jeg ikke på, at ‘få en bog ud’.
Faktisk har jeg jo før levet af at skrive. Jeg er ikke ‘dårlig’. Det er ikke for, at kunne krukke med at være forfatter. Det er fordi jeg ikke kan lade være med at skrive mine ting. Og fordi de hober sig op. Og fordi jeg har brug for at få noget af det ud ad banen, ud af kroppen og ud af hovedet. Få det videre, få det færdigt, få det gjort.
Jeg gik i stå. Jeg meldte mig nærmest ud af livet – langsomt sivende, da jeg fik pension. Da jeg fik at vide, at jeg var så syg af kræft, at jeg skulle regne med at dø relativt hurtigt. Jeg ville ikke og jeg nægtede at se det i øjnene. Og jeg kæmpede imod med alt hvad jeg havde i mig. Og samtidig var jeg dybt chokeret. Og selvom jeg også nægtede det – så var der vist en del traumatiserende i det. Så står man igen igen med et eller andet PTSD lort. Som man ikke behandler. Men det er en anden historie.
Jeg kunne selvfølgelig bekvemt og trygt krybe i ly og nøjes med, at resignere som ‘pensionist’ og nyde de næsten gratis glæder. Som der er mange af. Med et stort bibliotek, et årskort til museerne og et klippekort til de studerendes kaffe-vandhuller, så kan man nå langt og nyde meget. Og med tid til at rode i genbrugsbutikker kan man ekvipere sig ikke helt elendigt, for et beskedent beløb. Og så har jeg endda lejet en kolonihave, som gør det endnu smukkere – det samlede billede.
Men det er jeg ikke tilfreds med.
Og jeg skal finde ud af hvordan jeg får grejet det, når jeg skal ud og ‘være forfatter’:
Og være det uden at være prætentiøs.
Så min mors spøgelse ikke opsøger mig.
Det er lidt besværligt.