Det vigtige er, at jeg kan skrive lige så stille og roligt Og maskinen lyder mit insisterende vink. Ikke det mindste Det mindste vink ænses nærmest ikke. Det mindste vink er på ingen måde nok. Det kræver kræfter at slå bogstaverne án i tilstrækkelig grad til, at det bliver til blæk på papiret. Det er ikke for svage fingre. Ens lillefingre må trænes dagligt for at kunne holde til denne næsten misbrugs-lignende tortur.
Det er ellers en ret køn maskine. Den er lille og slank.
Man ville ikke mistænke den for, at være en plage for fingrene Man ville antage, at den var blid og sød og nådig. Den ligger her fladt under mine hænder, creme-farvet og støvetgrøn. Den er så smagfuldt æstetisk i sine hi-touch overklasse signalerende farvenuancer. Det er tydeligvis en dyr dame. Hun har været bedre vant. Jeg føler mig util-strækkelig og lille. Men jeg forsøger. Hun vil “tages”, men næppe af mig.
