En af de ting jeg elsker ved hobbies, er den måde en hobby fylder én med små bitte oplevelser og hvordan den giver én et sprog og en evne til, at forstå og skelne.
Min kaffehobby er en af de hobbies der kommer igen og igen og har gjort det siden jeg var 20 og var flyttet hjemmefra og testede forskellige brygmetoder, efter jeg fandt en kaffekolbe i en marskandiser. Jeg havde filter, som min mor brugte. Men så lærte jeg bistrokanden at kende (French Press) og jeg fik en lille espresso-kande, som jeg kunne sætte på kogepladen. Den har jeg faktisk stadig.
Det store spring skete selvfølgelig da jeg fandt ud af at kværne min kaffe selv – og at det ikke var ligegyldigt hvilken kværn. Jeg fik fat i en gammel håndkværn uden indstilling, som var god til især bistrokanden og delvis filterkaffen. Senere fik jeg mig en bedre kværn, som dog blev slidt og gik i stykker. Nu har jeg en gammel kværn, som er beregnet til café-brug. Den er slidstærk, må man nok sige. Den passer godt til min lille espresso-maskine, som er en Isomac Tea Two.
Men det seneste kapitel i eventyret er, at jeg har fået fast leverandør af friskristede kaffebønner. Jeg har før ristet grønne bønner selv, men det er mest et kuriosum, for selv med en lille roterende tromle i en minioven, som kontrolleres via en PID, så er så små mængder kaffe meget vanskelige at kontrollere ristningen i. Nu får jeg professionelt ristede bønner, som er i høj kvalitet og som er ensartet ristet.
Det betyder, at det giver mere mening, når man så eksperimenterer med kværningsfinheden og mængden af bønner i portafilteret.
Min kværn kan ikke finindstilles så meget som de dyre til entusiaster. Så jeg justerer kaffemængden i stedet. Det betyder en lille smule, hvor mange gram (målt på tiendedele gram – selvom min vægt går på hundrededele gram) man putter i portafilteret. Man kan justere g gennemløbshastigheden med mængden, ligesom man kan med finheden. Og det er det der betyder noget for, hvordan kaffen ender med at smage. Selvfølgelig især sammen med temperaturen og sammen med trykket. Jeg har fast tryk på 9.5 bar og jeg varmer min maskine godt op. Hvis jeg er utålmodig bliver kaffen sur.
Det kaffeentusiaster oftest gør er, at sætte en helt fast mængde – som fx 14 gr for en dobbelt espresso (som er den der er lettest at lave, da nøjagtigheden er mindre følsom end ved en enkelt-espresso). Og så finjusterer de kværningsfinheden, mens de holder temperatur og tryk konstant. Det giver meget mening. Men jeg er nødt til også at tage mængden i betragtning, for at ‘ramme rigtigt’. Så jeg har to variable. Eller snarere: Jeg finder den fineste kværninsgrad der giver mening og så justerer jeg mængden derudfra.
Når kaffen bliver lidt ældre (det kan mærkes på mindre end en uge), så giver jeg den en tiendedel gram mere. For kaffen tørrer ud og så løber vandet faktisk hurtigere igennem. På den måde vedligeholder jeg min kaffeoplevelse lige så stille og roligt hen over en måned eller to, afhængig af hvor meget kaffe af en bestemt type jeg har. Når jeg får ny kaffe, skal den jo også køres ind.