Jeg lærte maskinskrivning i lige omkring 1980. Jeg tog et kursus på ungdomsskolen, men gennemførte det ikke. Underviseren var overbevist om, at hvis man tog maskinskrivning, så var det fordi man skulle være lægesekretær. Og derfor skulle man alt muligt bestemt.
Jeg var selvfølgelig en irriterende, langhåret teenage-provokatør. Og jeg havde ikke de drømme.
Men man kunne altså lære at skrive med alle ti fingre. Og man kunne komme af med nogle af sine uvaner. Det kom jeg så ikke helt. Og siden glemte jeg det med at kunne skrive på en manuel mekanisk maskine. Og mine vaner tilpassede sig dette at skrive på et computertastatur, med de muligheder det giver.
For tiden er jeg gået i gang med at undersøge hvad det gør ved mig, at skrive på en gammel mekanisk maskine. Ud over, at jeg får ondt i nogle muskler og udvikler spændinger jeg ikke havde før, så ved jeg endnu ikke hvad der sker.
Nogle siger det ændrer ens tænkning, sprog og skrivemetode. Det må jeg holde øje med.
Men det giver nogle tanker, når man anskaffer sig nogle maskiner at teste på; de forskellige anslag, indstillinger, den fysisk-æstetiske følelse af, at slå med fingeren på en tast, som udløser en arm med et prægebogstav, som bankes mod papiret med et silkebånd imellem med tryksværte på. Fornemmelsen af den direkte forbindelse. En forbindelse som ikke kan fortrydes.
Jeg skriver stadig 5-6 gange hurtigere på et computertastatur. Jeg retter også meget lettere. Jeg ‘tænker med fingrene’ som jeg nogle gange skriver om.
Men der er noget andet ved sådan en skrivemaskine. Og det er ikke bare, at de er så forskellige. Det er også erindringen om hele den kultur der herskede omkring skrivemaskiner.
Jeg har opdaget, at mange af de maskiner man kan finde i dba og marketplace ikke er ret brugt. De kan være støvet til, hvis de har været opbevaret forkert. Nogle af dem er nærmest gået til grunde. Men der er også maskiner, som har stået i et skab i 50 år. Der er måske skrevet to tre breve til kommunen – og så er den blevet sat væk. Det er pæne, rene maskiner, som ikke er særlig slidt. Måske har de endda det originale farvebånd de kom med.
Der må have været noget med, at man ville have en skrivemaskine for alle tilfældes skyld. Det må have været sådan et apparat, som ethvert hjem havde. Også selvom man ikke brugte det.
Jeg vil ikke være skrivemaskinesamler. Men jeg har jo en vane med at udvikle små interesser, som varer et stykke tid. Jeg er opmærksom på at de ikke skal være dyre længere. Jeg har ikke penge til at smide i ting der koster tusindvis af kroner. Blandt andet fordi jeg har det med at ødelægge lortet, når jeg ‘roder med’ det. Det gælder såmænd også de her skrivemaskiner. Nu har jeg købt nogle stykker. Så har jeg noget at pille i, så jeg kan komme til at forstå mekanismerne.
Jeg ved heller ikke hvad jeg skulle samle på. Jeg vil jo gerne have lidt af hvert, når jeg lægger ud. Men jeg kan godt lide halvtredsernes bløde design og de solide metalkabinetter og tyngden af de små maskiner fra dengang. Når vi op i halvfjerserne og firserne, så er det plastic og bukket blik. Det er jeg ikke nær så begejstret for.
Jeg kan også godt lide de ældste. Dengang man færdiggjorde designet og teknologierne. Men perfektioneringen som sker efter 2.vk er måske i virkeligheden min mest ‘gyldige’ interesse.
Det handler om, at jeg vil skrive på maskinerne. Og de her maskiner fra den periode – er bedre til det. De føles mere rigtige, med ergonomiske taster og en bedre balance i mekanikkerne.