Du kan hvad du vil

Jeg passer gevaldigt på med disse standardformuleringer. De bruges ofte til at dække over, at man ikke rigtig gider engagere sig i andre og helst ikke vil besværes.

Og de bruges til at signalere ‘stor og stærk’ og angle accept og anerkendelse.


‘Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere’ – gu’ gør det da ej. Har du nogensinde hørt om, at blive slidt ned?Jeg troede alt for meget på det vrøvl. Det var ikke nogen god idé. Det slog mig nærmest ihjel. Og jeg er bestemt ikke blevet stærkere.

‘Du er 100% ansvarlig for dit eget liv’ – Er du da eneboer? Nå ikke, men så er det jo noget vrøvl. Du er med i et samfund og har et netværk. Du tager så meget ansvar som du magter. Du tager ansvar for dig selv og du tager medansvar for andre (ellers har du heller ikke noget at gøre i en mandegruppe fx). Der er ikke kun 100% ansvar. Der er meget mere. Det er det vi kalder et samfund og det vi kalder omsorg.


‘Du kan hvad du vil, hvis du virkelig sætter dig for det’. Gu kan du da ej. Lad være med at stikke dig selv blår i øjnene.


De her talemåder er i ret høj grad en del af problemet. Som mænd tror vi, at vi skal leve op til det – og vi går ud over vores egne grænser, fordi vi ikke kan forliges med forestillingen om ikke at være helt selvberoende, helt uafhængige og så videre.Det er en del af vores ‘bullshit-regime’ og vi fortæller det til os selv og hinanden for, at få anerkendelse som ‘mænd’ og føle os rigtige.
Det er lidt beslægtet med en del af den der ‘vildmarks’- og ‘survival’-romantik, som alt for mange mænd, der er opvokset i ‘moar’-miljøer (børnehave og enlig mor) dyrker sammen med alle de andre overfladiske ‘ego-branding’ strategier, som skal få dem til at se ud som om de er nogle satans karle.Det kan være ganske fint. Men det kan også overgøres.


Det er selvfølgelig godt, at man tager så meget ansvar som man kan. Det er godt, at man ikke sætter sig ned og piver over hvad som helst. Det er godt, at man ikke springer over hvor gærdet er lavest. Det er alt sammen godt. Og det er meningen, at man skal lære at klare sig selv og at hjælpe andre (og at tage ansvar for en familie, hvis det er ens mål i livet).
Men det betyder ikke, at man er ‘100% ansvarlig for sit eget liv’. Ikke, at du kan pege udad og sige ‘det er de andres skyld’ når lortet rammer. Det ‘derude’ er ofte uretfærdigt og dårlige vilkår og sort uheld. Så du kan ikke køre ‘blame game’. For det er bare sådan det ér. Og så må du tage den dér fra!


Det kan man da godt kalde ‘100% ansvarlig for dit eget liv’. Men man kan også kalde det, at man ikke lader sig slå ud og at man er parat til at begynde forfra fra et hvilket som helst niveau. Men hvis du siger ‘100% ansvarlig for dit eget liv’ så inviterer du til misforståelser, som fx at det er et svaghedstegn, at bede om hjælp og at man skal skamme sig, når det går skidt.Det er ikke særlig hjælpsomt for mænd, som har trukket et par nittelodder i livet og sidder i lort til halsen.


Men det er selvfølgelig let at sige.
Så det er i mine øjne en letkøbt, unuanceret og usund måde at anskue verden og sit liv på, som risikerer at køre en ud over kanten, selvom det ikke er nødvendigt.


Men nu fik jeg jo også skrevet mig selv sur.  


I øvrigt minder disse talemåder mig om den – efter min mening syge – holdning, som hersker i virksomhedskulturer, hvor man konsekvent siger til utilfredse medarbejdere: ‘Du skal bare arbejde med din indstilling til tingene’. Underforstået – ‘vi gider ikke kigge på om der er noget i vejen i virksomheden, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så er det din egen fejl’.Det minder om den type offentligt betalte psykologer, som er ansat til at sige til folk med problemer: Du skal ‘tænke anderledes’.

Deres formål er, at spare det offentlige penge og at gøre folk ‘funktionelle’ igen. Omkostningerne for den enkelte er ligegyldige – for det er det de får deres løn for.Det er – i mine øjne – et kæmpe problem i samfundet i vore dage.

Vi gør ALT til et personligt og individuelt problem og nægter at se på, at der måske kunne være ting, vi kunne ændre, så mennesker kunne få det bedre.

Ligesom dengang alting var ‘samfundets skyld’ – så er vi gået i grøften og har fået skiftet det ud med et andet mantra: ‘det er din egen skyld’. Det er lige så ude af balance.

Leave a Reply