Jeg ‘kom til’ at sætte Lina i gang med en lille shop, hvor hun sælger sine tegninger. Det er en sjov erfaring og det giver mig en masse tanker om livet, om at være ung og ny og om at have forældre der kan hjælpe – og hvad man skal hjælpe med og hvad ikke. Der er meget at tænke over.
Det er også værd at overveje hvordan ‘kendisser’ somme tider har børn, der bæres frem og hjælpes – og får, mere eller mindre, succes, samtidig med at de selvfølgelig føler at forældrenes navn er en hæmsko.
Det som jeg tror ofte er årsagen til, at disse børn – talent eller ej – når ret langt før de fejler, hvis de ikke har talentet, energien og drivet, det er, at alle de praktiske og erfaringsmæssige hindringer der er, dem kan forældrene hjælpe med at få af vejen. Og alle de forbindelser de har i deres netværk, kan de bruge til at få ting til at ske. Og det er de sidste to ting, som jeg håber at bidrage med – for at mine børn kan komme lidt frem.
Jeg voksede op med forældre der havde en mærkelig indstilling. Ikke at de ikke ville hjælpe én med lektierne, men især min mor mente, at man ikke skulle ‘mænge sig’. Det havde hun et meget dårligt forhold til. Hun var ellers både en meget talentfuld tegner og en dygtig børnebogsforfatter. Men selv efter hun vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 1973, var hun sky i forhold til pressen og de ‘indspiste kredse’ og holdt sig ret meget væk fra den slags. Det kan jeg godt nikke genkendende til – og jeg kan også godt se, at det måske hænger sammen med den der aspergers, som det hedder i vore dage, hvor man ikke rigtig er i sit es, når man skal være iblandt mange mennesker. Måske kan man komme til at bullshitte sig selv lidt og vende ryggen til de fællesskaber, fordi man har dårlige erfaringer fra den slags.
Kan selv – skal selv
Hvorom alting er, så var mine forældre mere typen som mente, at man fløj fra reden og så skulle man lære at ‘klare sig selv’. Det gjorde man så. Så godt man kunne med de forudsætninger man havde. Og man slog sig på livet og man lod sig falde bagud i forhold til ‘de andre’, som havde forældre der hjalp med at skaffe en lejlighed, gav en penge til ting, trak på netværket og i øvrigt lånte penge ud – som man ikke skulle betale tilbage. Mine forældre holdt øje med hver eneste femogtyveøre. Det var ikke fordi de ikke ville en det godt. Det var på en måde præcis fordi de ville en det godt. Og så fordi de var lidt selvoptagede på den måde.
Jeg er ikke sådan. Jeg vil gerne hjælpe mine børn så meget jeg magter. Jeg er ikke ‘curlingfar’ – for der er mange ting de selv må gøre. Mine piger har selv holdt orden, selv holdt tøjbudget, selv vasket deres tøj, selv smurt madpakke, selv pakket kuffert og selv gjort mange andre ting. Det kan de godt.
Men de ved ikke alting. Der er meget at lære. Og som den ældre generation – så står man med noget erfaring, som man kan dele med de unge. Ikke mindst sine børn.
Far er stolt
Min ældste – Lea – har jo haft sine egne problemer. Og med god hjælp og egen kraft, har hun arbejdet sig ud af dem og fået styr på sit liv. Og hun har også selv kunnet skaffe sig job og erfaringer og kan folde sine talenter ud. Hun er typen, som kan få lov til at lede et team, gå foran og tage ansvar – fordi hun magter det, fordi hun egner sit til det med sin personlighed og fordi hun gerne vil og melder til, når der er noget hun gerne vil. Jeg kan dårligt lære hende noget på det plan længere, selvom jeg måske gerne ville.
Hun er med andre rod rigtig godt på vej og på trods af problemer med at finde en passende lejlighed i Roskildeområdet til hende og kæresten, så oplever jeg at hun har succes med at tage styr på tingene og skabe sig en fungerende tilværelse, som hun selv styrer. Det er jo sådan noget som gør en gammel far glad og stolt.
Den yngste på 15 er nået til niendeklasses-prøverne og hun er nået dertil hvor man tænker rigtig meget over fremtiden. Da hun for nylig fik den endelige diagnose – hun har aspergers – var det også både en lettelse og en skillevej. Det var klart, at hun nu kunne koncentrere sig om, at finde den rigtige måde, at skabe sig en tilværelse på. Hun kunne bedre slappe af med bevidstheden om, at det ikke er så underligt, at hun har svært ved at se sig selv fungere godt på en arbejdsplads med mange kollegaer.
Det er ikke noget at undre sig over. Min mor var ude af stand til rigtig at trives på den måde. Hun var selvstændig – både med sin tegnestue og som forfatter. Jeg selv har i lange perioder været selvstændig og jeg har altid været ‘odd man out’ de steder jeg har arbejdet. I hvert fald i en del hensseender. Det med aspergers er lidt mere indviklet end de fleste forstår. Det er ikke fordi man ikke forstår hvad der sker. Men det er ikke altid så let og så naturligt. Og den enorme energi man bruger på at iagttage og analysere hvad der foregår, er på en helt anden måde end de fleste.
Selvstændig forretning
Og Lina er nået dertil hvor det bekymrer hende. Så da jeg forleden tog initiativ til, at hun begyndte at sælge sit tegnetalent på nettet, var det noget hun tog imod med kyshånd. Det var noget hun længe gerne havde villet, men der er jo et spring til også at tage skridtet og ligefrem gøre det.
Nettet er så utroligt omfattende i vore dage, at der er masser af muligheder for at komme i gang. Og Lina og jeg fik da også sat et site op på fiverr.com i løbet af aftenen og jeg fik annonceret det og Lina fik masser af ros på min facebook og straks også et par kunder de første dage, som hun håndterede fantastisk godt.
Nu er vi så nået dertil hvor vi skal videreudvikle forretningen. Lina skal have sit eget website med sin portefolio, hun skal have udviklet sine ‘gigs’ (pakker med tilbud på fiverr) og have lagt en plan.
Erfaringer
Risikoen er selvfølgelig at en masse tegnearbejde vil forstyrre hendes skolegang. Det bekymrer ikke mig, men det bekymrer en hel masse andre og jeg har lovet mig selv og hendes lærer, at holde hendes ryg fri.
Det gik op for mig – meget tydeligt – at en lang række af de erfaringer jeg har efter 25 år i internetbranchen jo nok er indlysende for mig, men er guld værd når man er ung. Evnen til at sætte fingeren på det ømme punkt, vurdere om kunden er troværdig, om det er en ‘pain in the ass’ kunde, som ikke kan bestemme sig, eller en glad kunde, der ikke har en instruktør i maven og så videre. Og evnen til at bedømme opgavens størrelse og vanskelighed. Det er sådan noget man skal træne. Men man behøver jo ikke træne det med de allermest frustrerende eksempler.
At have forretning
Så nu laver Lina forretning. Nu spekulerer hun ikke på hvordan hun skal få et fritidsjob for ikke at tale om et studenterjob. Nu har hun ‘ro på bagsmækken’ hvad det angår. Og det har haft en positiv effekt. Også ud over det selvtillidsboost det giver, at kunne lave et stykke arbejde, som andre vil betale lidt for og som de bliver glade for.
Lina har allerede sat priserne op. Hun har allerede skaffet sine egne kunder. Endda fra udlandet. Jeg joker jo med, at hun nu er en international tegnestue. Det er fedt. Nu skal der ro på, sikres en forretningsgang, skabes overblik over ydelser og over hvor langt evnerne rækker.
Og jeg kan glæde mig over, at jeg faktisk har noget at byde på, som har en værdi i det projekt. Så det er også godt for mig.